Gæstens Globus

Gæstens Globus

Lydværk af billedkunstner Elsebeth Jørgensen, 2019
Digital lydmontage, 36 min.
Produceret til “Struer Tracks #2” – Biennale og festival for lydkunst i det offentlige rum i Struer, 2019.
Kurateret af Christian Skovbjerg Jensen. www.struertracks.dk

”Gæstens Globus” er en lydinstallation af to lydmontager på 30 min. og 5 min., der opleves i haven ved Struer Museum og indgangen til Buchholtz' hus i forbindelse med udstillingen ”Struer Tracks”.
Efterfølgende kan værket opleves online på website: www.gaestensglobus.dk

På en samling af træstubbe i museets have, kan man sidde og lytte til 30 min. lydmontage af to stemmer og musik i højtalerstereo-loop. Ved Buchholtz’ Hus afspilles 6 min. lydmontage i højtalermono-loop, der tydeligst høres, i husets loggia.
Værkets online lydmontage varer 36 min. og opleves bedst i hovedtelefoner.

Udover lydmontagen og dokumentation af stedet for værkets fysiske installation og research rum, findes der på websitet også et udvalg af billeder som Elsebeth Jørgensen har produceret i forbindelse med udviklingen af værket.

Lydmontagerne består af musik og fortælling, hvor to stemmer taler om gæsten og værten som tematiske figurer i et botanisk univers. Det er udviklet ud fra Elsebeth Jørgensens egne registreringer og bearbejdet arkivstof, monteret med nyskrevne tekster, stemmer og ny musik komponeret med sten, metal, træ, dele af et historisk partitur og elektronisk lyd.

Værket er baseret på fotodokumentation og research i Struer Lokalhistoriske Arkiv og Struer Museum samt forfatteren Johannes Buchholtz’ og pianisten Olga Buchholtz’ hus.

I starten af 1900 tallet eksisterede et kunstnerisk miljø ikke mange ved om i dette hus. Mange kunstnere fra musik, litteratur, teater, billedkunst og lyd- og radioteknologi gæstede Olga og Johannes Buchholtz hus.

Havearealet omkring huset var tidligere meget større og beplantet med flere planter end nu.
Johannes Buchholz grundlagde Struer Museum og prægede byen med sine ideer om botanik, naturfredning og kunst.

I Struer lokalhistoriske arkiv findes i dag spor fra husets gæster og dokumentation på områdets fysiske botaniske forandringer.
Det er især information om gæsterne samt stedets bevarede og forsvundne botanik som Elsebeth Jørgensen har indsamlet information om fra arkivets billede-, tekst- og lydsamling.
Manuskriptet indeholder også flere nye fiktionsdele, der er skrevet ud fra arkivstof, billeder og samtaler specifikt til dette værk.

I værkproduktionen har Elsebeth Jørgensen involveret forfatter René Jean Jensen til at bidrage med tekstdele til montagemanuskript og tekstredigering. Komponist Rasmus Zwicki har komponeret musik og produceret lydmontager og final mix. Tonemester Ask Kæreby har produceret vokallyd. Skuespiller Rikke Liljenberg og forfatter Julie Sten-Knudsen har lagt stemmer til værket. Designgruppen Oncotype har produceret website.

Værket er realiseret med støtte af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og Struer Tracks.

TAK: Alle ansatte på Struer Museum og Struer Lokalhistoriske Arkiv. Karin Elkjær for arkivassistance. Jørgen Vang, Ulrikka Ikjær, Asger Bruun Hansen, Peter Christensen og Michael Østerz for lydteknik og praktisk installering.

Historisk information og citatdele der er bearbejdet i lydmontagen fra bl.a.: Karl Bjarnhof, Jens August Schade, Maiken Høgh Olsen, Jesper Bækgaard, Agger Schmidt, Poul Henningsen, Christian Houmark, Anker Kirkeby, Thomas Bloch Ravn, Johannes Buchholtz Selskabet, Struers Museums lokalhistoriske magasin, Henrik Fibæk Jensen, Erling Højberg, Ejnar Thomsen, Elsa Gress, Thit Jensen, Jo Jacobsen, Dorthe Chakravarty, Johannes og Olga Buchholtz.

Stor tak til Struer Tracks, Statens Kunstfond, Festivalleder Jacob Kreutzfeldt og kurator Christian Skovbjerg Jensen. Rune Søchting, Sandra Lori Petersen og Morten Schjødt. René Jean Jensen, Rikke Liljenberg, Julie Sten-Knudsen, Ask Kæreby, Rasmus Zwicki, Designgruppen Oncotype samt alle i Struer der har doneret træstubbe til værket.

Lydinstallation kan opleves under “Struer Tracks 2019”
Struer Museum & Buchholtz' Hus. Søndergade 23, 7600 Struer.
23./8. - 7./9. 2019 - Alle dage fra kl. 10.00 -17.00.
www.struermuseum.dk
www.struertracks.dk

Om Elsebeth Jørgensen:

Billedkunstner, f. 1970 i Ringkøbing, Danmark. Bor og arbejder i København, Danmark.
Uddannet på Det Kgl. Kunstakademi, Kbh., 1995-2002

Elsebeth Jørgensen arbejder stedsspecifikt og arkivbaseret med fotografi, lyd, video, tekst og installation i forskellige montageformer. Montage er en kunstnerisk optik, et udtryk og metodisk forhold, hvor hun kan arbejde med både det billedlige, det sproglige, det tidslige og det rumlige.

Hendes værker er rumlige og digitale montager af kunstnerisk dokumentation sammenstillet med bearbejdet arkivstof og fiktionsfortælling. De præsenteres i kunstinstitutioner, offentlige byrum og landskaber, hvor der ofte også indgår bøger, lydperformances, lydvandringer og webprojekter.

Hendes værker bygger på lang tids indsamling af materialer i historiske arkiver og egne fotografiske registreringer, lydoptagelser og tekstskrivning. I værkproduktion involverer hun ofte forfattere, komponister, skuespillere, lyddesignere samt historikere, arkivarer, arkæologer, biologer og botanikere.

Hun har udstillet på en række museer og udstillingssteder i både ind- og udland: Nordkystens Kunsttriennale 2019, Museet for Samtidskunst (Roskilde), Overgaden – Institut for Samtidskunst, Kunsthal Nikolaj, Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthallen Charlottenborg (KBH), Malmö Konsthal (Sverige), Pori Kunstmuseum (Finland), Bergen Kunsthal, Hordaland Kunstsenter, Bergen (Norge) Participants Inc. & Anthology Film Archives, New York (USA), Tallinn Kunsthal (Estland), Deveron Arts, Huntly (Skotland), Heidelberg Kunstverein (Tyskland), Center d’Art Santa Mònica, Barcelona (Spanien), Jugendstilsenteret, The National Centre of Art Nouveau & Kunstmuseet KUBE, Ålesund (Norge), Künstlerhaus Wien (Østrig), Arnolfini Gallery, Bristol (UK), og Athen Biennalen (Grækenland).

Har udført kommissionsværker til Tate Modern, London (UK), Kunstruten Bjergby/Mygdal, (DK), Hordaland Kunstcenter, Bergen (Norge), Jugendstilsenteret, The National Centre of Art Nouveau & Kunstmuseet KUBE, Ålesund (Norge) og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Kbh., (DK).

Siden 2003 har hun desuden undervist på kunstakademier, musikkonservatorier, kunstskoler i Europa. Hun er censor i Det fælles censorkorps for de videregående kunstneriske uddannelser 2018-2022. I 2014-2018 var hun lektor i billedkunstnerisk praksis på Det Jyske Kunstakademi, Århus.

Information om Elsebeth Jørgensens øvrige værker:
www.lyttehaven.dk
www.ekkofraesrum.dk
www.langsstien.dk
www.vimeo.com/elsebeth

www.elsebethjoergensen.net